Tabsbegrænsningspligt

Tabsbegrænsningspligt betyder, at den skadelidte efter en skade skal foretage rimelige tiltag for at begrænse tabet. Tiltagene skal være realistiske og stå i forhold til tabets omfang. Hvis den skadelidte undlader at handle, kan erstatningen nedsættes, fordi tabet kunne have været begrænset gennem en rimelig indsats.

Hvor gælder tabsbegrænsningspligten – og hvordan bruges den i praksis?

Tabsbegrænsningspligten gælder som et grundlæggende princip inden for både erstatningsret og kontraktsret. Når en skade eller misligholdelse er sket, handler pligten ikke om at forhindre selve hændelsen, men om at sikre, at tabet ikke vokser unødigt. Det betyder, at den skadelidte skal iværksætte rimelige og praktisk mulige tiltag, der står i et fornuftigt forhold til tabets omfang og de handlemuligheder, der reelt forelå på tidspunktet.

I sager om tab af erhvervsevne vurderes det derfor, om den skadelidte med rimelighed kunne have deltaget i f.eks. omskoling, arbejdsprøvning eller andre relevante foranstaltninger, som kunne have reduceret det økonomiske tab. Hvis sådanne muligheder ikke udnyttes uden saglig grund, kan det få betydning for erstatningens størrelse.

I praksis indebærer tabsbegrænsningspligten, at den skadelidte forventes at reagere aktivt på forhold, der kan begrænse tabet, så erstatningen kun dækker det tab, der ikke med rimelighed kunne have været undgået.

Hvad kræves der af skadelidte ved tabsbegrænsning?

Den skadelidte har pligt til at handle med rimelighed og forsøge at begrænse sit tab, når en skade eller misligholdelse er sket. Det betyder, at der skal foretages de tiltag, som med rimelighed kan forventes, så længe de ikke medfører urimelige udgifter, risici eller byrder.

Vurderingen af, hvad der er rimeligt, afhænger af flere forhold, herunder tabets størrelse, omkostningerne ved at begrænse det og hvilke handlemuligheder den skadelidte faktisk har. Det forventes ikke, at skadelidte iværksætter indsatser, der står i åbenbart misforhold til det tab, der kunne undgås.

Hvis skadelidte undlader at træffe forholdsregler, som med rimelighed kunne have reduceret tabet, kan det få direkte betydning for erstatningskravet. I så fald kan erstatningen blive nedsat, og i særlige situationer kan den helt bortfalde, fordi skadelidte ikke har opfyldt sin pligt til at begrænse tabet.

Konsekvenser ved manglende overholdelse

Hvis tabsbegrænsningspligten ikke overholdes, kan erstatningen nedsættes med det beløb, der med en rimelig indsats kunne være undgået. Har den skadelidte haft realistiske muligheder for at mindske sit tab, men undladt at handle, påvirker det vurderingen af erstatningskravet.

I arbejdsskadesager kan erstatning for tab af erhvervsevne derfor nedsættes eller bortfalde, hvis den skadelidte ikke har udnyttet relevante muligheder som behandlingsforløb, genoptræning eller arbejdsprøvning. Pligten fungerer som en vigtig rettesnor for, hvordan skadelidte forventes at handle efter en skade.

Dokumentation og anvendelse af tabsbegrænsningspligt i praksis

Tabsbegrænsningspligten indebærer, at den skadelidte skal kunne påvise, at der er gjort en rimelig indsats for at begrænse tabet. Dokumentation får derfor ofte stor betydning, fordi det kan vise, hvilke tiltag der er taget, og om de stod i et rimeligt forhold til situationen.

Konsekvenser af manglende tabsbegrænsning

Tabsbegrænsningspligten betyder, at den skadelidte skal tage rimelige skridt for at begrænse sit tab, når skaden er sket. Hvis dette ikke sker, kan det få direkte betydning for erstatningen, som i sådanne tilfælde kan nedsættes eller bortfalde. Reglen sikrer, at erstatningskravet kun dækker det tab, der ikke med rimelighed kunne have været undgået.