Forsæt

Forsæt foreligger, når en person bevidst handler ulovligt eller accepterer, at en strafbar følge kan indtræffe. Det kræver altså, at gerningspersonen har haft både viden om og vilje til handlingens konsekvenser. Forsæt kan være direkte, hvor hensigten er klar, eller indirekte, hvor man indser risikoen, men handler alligevel. 

I dansk strafferet skelnes der mellem forskellige grader af forsæt, afhængigt af hvor bevidst og målrettet handlingen har været. Begrebet adskiller sig fra uagtsomhed, hvor en lovovertrædelse sker ved manglende omhu snarere end bevidst vilje.

Når forsæt er en forudsætning for straf

I strafferetten kan man kun straffes, hvis man har handlet med forsæt – det vil sige, at man bevidst har ønsket eller accepteret, at ens handling kunne føre til noget ulovligt. Forsæt handler om den indre hensigt bag handlingen. 

Hvis man for eksempel har planlagt en handling eller været klar over, at den kunne få ulovlige konsekvenser, men vælger at gøre det alligevel, er der tale om forsæt. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at noget blot gik galt ved et uheld. Forsæt viser, at der var en bevidst vilje eller accept af, at handlingen kunne være strafbar.

Grader af forsæt

• Direkte forsæt: Personen ønskede det strafbare resultat eller var sikker på, at det ville indtræffe.

• Sandsynlighedsforsæt (dolus eventualis): Personen indså som overvejende sandsynligt, at følgen ville indtræffe, men handlede alligevel.

• Hypotetisk forsæt: Personen overvejede, at den strafbare følge kunne indtræffe, men anså det ikke for sandsynligt – og handlede alligevel.

Når beviset skal løftes

Bevisbyrden for forsæt ligger hos anklagemyndigheden, som skal påvise, at gerningspersonen handlede med vilje eller accepterede den strafbare følge. I flere særlove er det et krav, at handlingen er begået med forsæt, og ikke blot skyldes uagtsomhed eller manglende omhu.

Adskillelse fra uagtsomhed

Uagtsomhed er, når en person ikke udviser den forsigtighed, man med rimelighed kan forvente, uden at ville gøre noget ulovligt. Forsæt er derimod, når personen bevidst ønsker eller accepterer, at handlingen kan føre til et strafbart resultat. Det er forskellen på uheld og handling med vilje.

Relevans i civilretlig sammenhæng

I civilret kan forsætlige handlinger få alvorlige økonomiske konsekvenser. Når en person bevidst vælger at handle, selvom vedkommende ved, at det kan medføre skade eller tab, vurderes ansvaret som mere alvorligt. Derfor kan forsæt føre til et større erstatningskrav end ved uagtsomhed.

Bevidsthedens rolle i strafansvaret

Forsæt handler om gerningspersonens bevidste vilje eller accept af, at en handling kan føre til en strafbar følge. Det bruges til at afgøre strafansvar og skelner mellem handlinger begået med vilje og handlinger, hvor personen blot burde have handlet mere forsigtigt.