Bevisbyrde

Bevisbyrde betegner det ansvar, der påhviler en part i en retssag med hensyn til at fremlægge dokumentation for sine påstande. Det afgør, hvem der skal bevise hvad i en sag, og har stor betydning for udfaldet af både civile og strafferetlige sager.

Bevisbyrde i civilret

I civile sager gælder hovedreglen, at den part, der fremsætter et krav, også har bevisbyrden for de forhold, kravet bygger på. Det vil sige, at sagsøgeren skal dokumentere, at betingelserne for fx erstatning, misligholdelse eller betaling er opfyldt. Manglende bevis kan føre til, at sagen tabes, uanset om kravet i realiteten er berettiget.

Bevisbyrde i strafferet

I straffesager er det udgangspunktet, at anklagemyndigheden har bevisbyrden. Det betyder, at det er anklagemyndigheden, der skal føre bevis for, at den tiltalte er skyldig i den strafbare handling. Den tiltalte betragtes som uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og der gælder et særligt strengt beviskrav: skyld skal være bevist ud over enhver rimelig tvivl.

Omvendt bevisbyrde

Der findes undtagelser til hovedreglen, hvor bevisbyrden vendes om og pålægges modparten. Dette sker typisk i sager, hvor den ene part har særligt kendskab til eller adgang til oplysninger, der er nødvendige for at oplyse sagen. I sådanne tilfælde må den part, der besidder denne viden, dokumentere, at et forhold ikke gør sig gældende. Eksempler kan findes inden for områder som diskrimination og markedsføring.

Delt bevisbyrde

Delt bevisbyrde betyder, at begge parter i sagen hver især skal dokumentere forskellige forhold. Dette kan være relevant i sager, hvor begge parter hævder at have lidt et tab, eller hvor der er et samspil mellem flere omstændigheder, som skal belyses fra begge sider. Det forekommer sjældnere end almindelig eller omvendt bevisbyrde, men bruges i visse tvister.

Bevisførelse og bevisumiddelbarhed

Bevisbyrden hænger tæt sammen med reglerne for bevisførelse. I dansk ret gælder princippet om bevisumiddelbarhed, hvilket indebærer, at retten som udgangspunkt kun må lægge vægt på beviser, der er blevet fremlagt og behandlet under selve retssagen. Det er derfor op til den part, der har bevisbyrden, at sørge for at få relevante beviser ført korrekt og rettidigt.

Konsekvenser ved manglende bevis

Hvis den part, der har bevisbyrden, ikke formår at fremlægge tilstrækkeligt bevis, vil retten typisk lægge det til grund, at det påståede forhold ikke er bevist. Det kan føre til, at sagen tabes helt eller delvist. Det er derfor afgørende, at den bevisbyrdende part planlægger bevisførelsen nøje og anvender relevante midler, såsom vidner, dokumenter eller teknisk dokumentation.

Advokatens rolle i forbindelse med bevisbyrde

I både civile og strafferetlige sager spiller advokaten en central rolle i håndteringen af bevisbyrden. Det er advokatens opgave at identificere, hvilke forhold klienten har bevisbyrden for, og tilrettelægge en strategi for, hvordan denne kan løftes gennem bevisførelse. Det indebærer valg af relevante beviser, udarbejdelse af dokumenter, afhøring af vidner og fremstilling af sagen i retten. En korrekt vurdering af bevisbyrden kan være afgørende for sagens udfald, og advokatens faglige vurdering har derfor stor betydning for både retssikkerhed og resultat.

Særlige forhold ved administrative sager

Også uden for domstolene spiller bevisbyrde en rolle. I administrative sager, fx i forbindelse med skatteforhold, kan der gælde særlige fordelinger af bevisbyrden. I visse tilfælde påhviler det borgeren at dokumentere et fradrag eller en disposition, mens det i andre situationer er myndigheden, der skal dokumentere, at der foreligger en tilsigtet skatteunddragelse eller manglende oplysning.