Erstatningsansvarsloven

​Erstatningsansvarsloven, formelt kendt som Lov om erstatningsansvar, er en central del af dansk ret, der regulerer betingelserne og omfanget af erstatningsansvar i Danmark. Loven fastlægger regler for, hvornår og hvordan en skadevolder kan holdes ansvarlig for skader påført andre personer eller deres ejendom.​

Erstatningsansvarsloven blev første gang vedtaget i 1984 og har siden gennemgået flere ændringer for at tilpasse sig samfundsudviklingen og sikre en retfærdig behandling af erstatningssager.

Lovens anvendelsesområde

Loven dækker en bred vifte af situationer, hvor en person kan blive holdt ansvarlig for at have påført en anden skade. Dette inkluderer både fysiske personskader, tingsskader og økonomiske tab. Erstatningsansvar kan opstå i mange forskellige sammenhænge, såsom trafikulykker, arbejdsskader eller ansvar for produkter.​

Centrale bestemmelser

Blandt de vigtigste dele i Erstatningsansvarsloven er:​

• Personskade: Loven fastsætter regler for erstatning ved personskade, herunder dækning af tabt arbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter og godtgørelse for svie og smerte.​
• Tab af forsørger: Hvis en person mister en forsørger som følge af en skade, indeholder loven bestemmelser om erstatning til de efterladte.​
• Særlige ansvarsforhold: Loven adresserer også specifikke situationer, såsom børns erstatningsansvar og arbejdsgiveres ansvar for deres ansattes handlinger.​

Erstatningsudmåling

Erstatningsansvarsloven indeholder detaljerede regler for, hvordan erstatning skal udmåles. Dette inkluderer beregning af økonomiske tab, vurdering af varige mén og fastsættelse af godtgørelse for ikke-økonomiske skader. Formålet er at sikre, at den skadelidte kompenseres på en måde, der så vidt muligt stiller vedkommende, som om skaden ikke var sket.​

Betydning i praksis

Loven spiller en afgørende rolle i det danske retssystem ved at beskytte borgeres rettigheder og sikre, at de, der lider skade som følge af andres handlinger, får passende kompensation. Den fungerer også som en rettesnor for domstolene i vurderingen af erstatningssager og bidrager til at skabe klarhed og forudsigelighed i retspraksis.​