Tvangsarv

Tvangsarv er et centralt begreb i dansk arveret, der sikrer, at visse nærmeste pårørende – typisk ægtefælle og livsarvinger (børn, børnebørn mv.) – har krav på en ufravigelig andel af arven efter en afdød. Denne mekanisme er indført for at beskytte familiemedlemmer mod at blive gjort arveløse og understøtter den sociale og økonomiske sikkerhed for de nærmeste efterladte.

Tvangsarv og friarv: Sådan fordeles arven i henhold til arveloven

Arveloven fastsætter, at 25 % af en arveladers formue tilfalder tvangsarvingerne. Denne del kaldes tvangsarv og kan ikke fraviges i et testamente. De resterende 75 % er friarv, som arveladeren frit kan disponere over, eksempelvis ved at begunstige en samlever, velgørende formål eller andre personer. Det er derfor ikke muligt at testamentere hele formuen væk fra tvangsarvingerne, medmindre de selv vælger at give afkald på deres ret. For at sikre en ønsket fordeling af arven bør der altid udarbejdes et klart og gyldigt testamente med kendskab til reglerne om tvangs- og friarv.

Hvem er tvangsarvinger?

Ifølge arveloven er tvangsarvinger:

• Ægtefælle

• Livsarvinger, dvs. børn, børnebørn og oldebørn

Hvis en arvelader ikke efterlader sig ægtefælle eller livsarvinger, er der ingen tvangsarvinger, og hele formuen kan frit disponeres over i et testamente. 

Fordeling af tvangsarv

Fordelingen af tvangsarven afhænger af arveladerens familiære situation:

• Hvis der kun er en ægtefælle og ingen børn, tilfalder hele tvangsarven (25 %) ægtefællen.

• Hvis der kun er børn og ingen ægtefælle, deles tvangsarven ligeligt mellem børnene.

• Hvis der både er ægtefælle og børn, deles tvangsarven med 12,5 % til ægtefællen og 12,5 % til børnene, som deler denne andel ligeligt.

Begrænsning af tvangsarv

Det er muligt at begrænse tvangsarven til børn (livsarvinger) til et bestemt beløb, hvis arveladerens formue er betydelig. I 2025 kan tvangsarven til hvert barn begrænses til 1.510.000 kr., selvom 25 % af arven ellers ville udgøre et højere beløb. Denne begrænsning gælder dog ikke for ægtefæller. 

Arveafkald

Tvangsarvinger har mulighed for at give afkald på deres arv ved at underskrive et juridisk bindende arveafkald. Et sådant afkald kan være motiveret af ønsket om at lade arven gå videre til egne børn, særligt hvis arven ellers ville tilfalde dem selv. Det ses også i situationer, hvor arvingen er insolvent og derfor ønsker at undgå, at arven bliver inddraget af kreditorer. Et arveafkald skal afgives skriftligt og underskrives af arvingen. Det kan både gives før og efter arveladers død, men har forskellige juridiske konsekvenser afhængigt af tidspunktet for erklæringen.

Uskiftet bo og tvangsarv

Når en ægtefælle ønsker at sidde i uskiftet bo efter den andens død, kræver det samtykke fra fællesbørnene. Uskiftet bo betyder, at arven efter den førstafdøde ikke fordeles med det samme, men først ved længstlevende ægtefælles død eller hvis boet skiftes tidligere. Tvangsarvingernes krav udsættes derfor, indtil boet bliver skiftet. Denne ordning giver den længstlevende ægtefælle mulighed for at videreføre fælles økonomi og aktiver uden at skulle udrede arv straks. Dog kan uskiftet bo ikke benyttes uden samtykke, hvis der også er særbørn. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på samtykkeregler og arveforhold.

Samlevende og tvangsarv

Samlevende har ikke automatisk arveret efter hinanden og er ikke tvangsarvinger. For at sikre arveret mellem samlevende kræves det, at der oprettes et testamente, f.eks. et udvidet samlevertestamente.

Betydningen af et testamente

Selvom tvangsarven udgør 25 % af arven, giver et testamente mulighed for at disponere over de resterende 75 % (friarven). Det er derfor vigtigt at oprette et testamente, hvis man ønsker at tilgodese andre end tvangsarvingerne, f.eks. samlever, stedbørn eller velgørende organisationer.