...
 

Det kan du få erstatning for ved voldsofferskader/forbrydelser

Her kan du se en oversigt over, hvad du kan få erstatning for i forbindelse med  voldsofferskader/forbrydelser.

TORTGODTGØRELSE

Ved visse straffeforbrydelser kan du kræve godtgørelse for tort. Det gælder særligt, når der har været tale om voldtægt, seksuel misbrug, frihedsberøvelse, grov vold eller drabsforsøg. Tortgodtgørelsen fastsættes til et sted imellem 10.000 for mindre forbrydelser og helt op til 100-150.000 for særligt alvorlige forbrydelser. Beløbet er skattefrit.

TINGSSKADE

Hvis du får ødelagt tøj og genstande, f.eks. en mobil, ved et overfald, kan du kræve udgiften dækket. Det kræver dog, at du først har søgt udgiften dækket via en privat indboforsikring. Kun hvis du ikke har en sådan, eller du har en selvrisiko på forsikringen, og dermed får en egenbetaling, kan du kræve resten dækket via straffesagen.

Erstatning – Svie og smerte:

Du får en godtgørelse på 215 kr. pr. sygedag. Godtgørelsen kan løbe helt indtil, at du eventuelt kan begynde at arbejde igen, dog maksimalt indtil en méngrad kan fastsættes. Du kan max få udbetalt 83.000 kr. (2022-niveau). Beløbet er skattefrit.

Erstatning – Tabt arbejdsfortjeneste:

Du får erstattet dit midlertidige indtægtstab, mens du er sygemeldt og mister løn som følge af skaden. Sygedagpenge og andre ydelser modregnes i kravet. Tabt arbejdsfortjeneste kan kræves, indtil du begynder at arbejde igen og har mulighed for at tjene samme løn igen, eller indtil du får fastsat et erhvervsevnetab. Beløbet er skattepligtigt, da det træder i stedet for løn.

Erstatning – Varigt mén:

Hvis du får varige gener, og méngraden sættes til min. 5 %, kan du kræve méngodtgørelse. Méngraden fastsættes ud fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel. Ved en méngrad på 5 % får du en godtgørelse på 9.505 kr. (2022-niveau). Beløbet er skattefrit.

Erstatning – Tab af erhvervsevne:

Du får erstatning for dit varige indtægtstab, hvis din mulighed for at arbejde og tjene en løn varigt er nedsat med minimum 15 % efter skaden. Erstatningen udregnes ud fra denne formel: Årsløn før skaden x 10 x erhvervsevnetabsprocent. Du kan max få en erhvervsevnetabserstatning på 9.978.000 kr. (2022-niveau). Beløbet er skattefrit.

Erstatning – Helbredelsesudgifter:

Du får erstattet dine rimelige udgifter til medicin og behandling, eksempelvis til fysioterapeut, kiropraktor og psykolog. Typisk dækkes udgifterne max et år efter skaden.

Erstatning – Andet tab

Hvis din uddannelse bliver forlænget på grund af skaden, kan du kræve erstatning for forsinket uddannelse – typisk dækkes et beløb på mellem 40-60.000 kr. Endvidere kan der være mulighed for at dækning af transportudgifter til behandling eller undersøgelse, udgifter til pasning og pleje, m.v..

Erstatning – Tab af forsørger:

Hvis din ægtefælle eller samlever dør ved en ulykke, kan du kræve forsørgertabserstatning, som fastsættes til 30 % af den erhvervsevnetabserstatning, som din ægtefælle i levende live ville være berettiget til ved et fuldstændigt erhvervsevnetab.

Erstatning – Overgangsbeløb eller begravelsesudgifter:

Hvis din ægtefælle eller samlever dør ved en ulykke, kan du kræve et overgangsbeløb på 179.000 kr. (2022-niveau). Beløbet er skattefrit. Alternativt kan du vælge at få erstattet begravelsesudgifterne. Beløbet er skattefrit.

Skal vi hjælpe dig?

Har du brug for hjælp til din sag, så kontakt en af vores erstatningseksperter, som du kan se nedenfor. Du kan også udfylde vores kontaktformular her  – så kontakter vi dig så hurtigt som muligt.

Kontakt en af vores eksperter i erstatning efter forbrydelser