Arbejdsgivers pligter

For nylig havde jeg fornøjelsen af at hovedforhandle en sag ved Retten i Randers, som handlede om arbejdsgivers pligter overfor sine ansatte – og helt specifikt; hvornår er en arbejdsgiver ansvarlig for en ulykke, der overgår en ansat?

Arbejdsmiljølovens regler beskriver jo i fine vendinger, at arbejdsgiveren skal sørge for, at både arbejdet, arbejdsstedet og tekniske hjælpemidler skal ”planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt” (§§ 38, 42 og 45). Arbejdsmiljøloven siger også, at arbejdsgiverens pligter omfatter ”nødvendig oplæring og instruks” (§ 17), ligesom arbejdsgiveren har pligt til at føre tilsyn (§ 16). Men hvad betyder alt det her egentlig i praksis?

I den konkrete sag var der tale om, at min klient var en meget erfaren lastbilschauffør. Han af- og pålæssede mange gange dagligt materiel fra en gardintrailer. Normalt skal et sådan arbejde udføres ved hjælp af en såkaldt betjeningsstang. Den bruges til at trække presenningen af og på traileren. Det manglede min klient dog, og selvom det var påtalt overfor arbejdsgiveren, blev problemet ikke løst. Derfor var min klient tvunget til at udføre sit arbejde på en farefuld måde (i det konkrete tilfælde brugte han et kranbånd til at hive i en wire, så gardintraileren kunne lukke.) En helt forkert fremgangsmåde, men en nødvendig arbejdsmetode – og en efter det oplyste særdeles anvendt metode indenfor branchen, idet manglende stænger desværre ikke er et særsyn.

Uheldet var ude. Wiren enten sprang eller løb ud af sikringslåsen – det er i hvert fald det, Retten lægger til grund i sagen – og derved fik min klient overbalance og faldt ud over bagenden på lastbilen og direkte ned på et betongulv, og kom alvorligt til skade.

En helt oplagt arbejdsskadesag, som behørigt blev anmeldt efter lovens regler. Den blev anerkendt, og min klient blev kompenseret fuldt ud i henhold til Arbejdsskadesikringslovens regler. Tilbage stod dog spørgsmålet; var der også noget at bebrejde arbejdsgiveren? For et er, at vi heldigvis i Danmark har så gode regler, at man har krav på dækning rent objektivt efter Arbejdsskadesikringslovens regler. Men efter denne lov dækkes alene méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning samt helbredelsesudgifter.

Krav såsom svie og smertegodtgørelse for sygedage og erstatning for mistet løn under sygemelding (tabt arbejdsfortjeneste) dækkes alene efter Erstatningsansvarsloven, og det betinger altså et culpa-ansvar – altså har arbejdsgiveren handlet uagtsomt?

Jeg argumenterede i Retten for, at arbejdsgivere generelt er underlagt et strengt culpa-ansvar. At man som arbejdsgiver har en vidtgående pligt til at sikre sine ansatte mod risici for skader ved arbejdet. Og at man i den konkrete sag hverken havde levet op til det, fordi man ikke havde sørget for at fremskaffe det vigtige arbejdsredskab – betjeningsstangen, ej heller havde man stoppet en farlig og uhensigtsmæssig arbejdsmetode, som man havde fuldt ud kendskab til. Man vidste, at det var sådan chaufførerne løste problemstillingen med manglende stænger, og dermed må man konkludere, at der ej heller blev ført tilsyn. For så havde man vel bremset arbejdsmetoden? Så selvom en erfaren chauffør ikke burde udføre arbejdet på en sådan måde, argumenterede jeg for, at arbejdsgiverens kendskab til arbejdsmetoden medførte en skærpelse af ansvaret.

Og Retten i Randers var heldigvis enig med mig; Retten afsagde dom om, at arbejdsgiveren havde pligt til at sikre sig, at arbejdsforholdene var fuldt forsvarlige, herunder at der var de påkrævede tekniske hjælpemidler til stede, ligesom arbejdsgiveren havde pligt til at føre fornødent tilsyn.

Retten fandt det ikke godtgjort, at arbejdsgiveren i den konkrete sag havde levet op til disse forpligtelser. Retten lagde vægt på, at min klient forud for ulykken havde bedt arbejdsgiveren om at sørge for, at han havde en betjeningsstang til sin rådighed, hvorfor arbejdsgiveren derfor havde en særlig anledning til at sikre sig, at det korrekte materiel var til rådighed.

Og Retten understregede også, at selvom min klient var en erfaren lastbilschauffør, så fandt man ikke grundlag for at lade arbejdsgiverens ansvar bortfalde eller nedsætte som følge af egen skyld hos min klient, idet man valgte at lægge vægt på det forklarede omkring, at det forekom, at betjeningsstænger manglede og at det derfor var helt sædvanligt, at chauffører inden for lastbilsbranchen fandt andre kreative løsninger – hvilket arbejdsgiveren var bekendt med.

Retten gav således min klient fuldt medhold i sagen og fuldt medhold i det opgjorte tab.

Jeg er utrolig glad på min klients vegne over udfaldet af denne sag. Først og fremmest fordi han nu efter mere end 4 års kamp endelig kan få et afsluttet kapitel på hele sagen. Men denne dom viser også, at man kan være heldig at få dømt en arbejdsgiver for en arbejdsulykke. Og man må jo erkende; der findes et hav af frifindende domme på området. Så er det da befriende at kunne bidrage med en domfældelse.

Hvis du skulle sidde som skadelidt efter en arbejdsulykke, så er du velkommen til at kontakte mig, Tove Juhl Jørgensen,
på tlf. 22 10 01 89. Jeg tilbyder altid en gratis vurdering af, hvorvidt jeg kan hjælpe dig videre i sagen.

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar