...

Er retslægerådet reelt i dag dømmende magt i sager om personskadeerstatning?

Er retslægerådet reelt i dag dømmende magt i sager om personskadeerstatning?

Vi kender magtens tre-deling; den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. De fleste tror, at domstolene er dømmende magt. Men på ét særligt område – nemlig sager om personskade – gælder der i praksis noget helt andet. Her er Retslægerådet reelt dømmende magt.

Fornylig læste jeg en artikel i Jyllands-Posten omkring dette. I artiklen kritiserede en række læger den magt, som Retslægerådet i dag har fået. Og jeg er fuldstændig enig.

Når man i dag fører personskadesager for skadelidte, så plejer jeg faktisk at sige til mine klienter; Når Retslægerådet har udtalt sig i sagen, så er der 2 muligheder; Enten kan vi komme videre, fordi Retslægerådet har givet en positiv udtalelse, eller også er vi nødt til at hæve sagen, fordi Retslægerådet har afvist årsagssammenhængen. Domstolene afsiger nemlig stort set altid dom overensstemmende med Retslægerådets vurdering.

Og dette, selvom man står med en sag, hvor alt andet stritter i modsatte retning.

Jeg forstår godt, at der nødvendigvis må være en rangorden. Øverste myndighed i Danmark til at udtale sig omkring årsagssammenhæng er Retslægerådet. Retslægerådets erklæring er det vægtigste bevis i en retssag. Men hvorfor skal den vurdering, som de kommer med, stå alene? Hvorfor afskærer Retten fx skadelidtes mulighed for ved en hovedforhandling at føre andre lægefagpersoner, fx privatpraktiserende læge eller en behandler, som også lægefagligt er i stand til at udtale sig omkring årsagssammehæng. Det er – i modsætning til Retslægerådet – personer, som har undersøgt og set skadelidte og må-
ske har været med på sidelinjen igennem mange år.

Jeg hovedforhandlede i foråret en sag, hvor Retslægerådet meget ejendommeligt havde afvist årsagssammenhæng. Og det var ellers en helt åbenbar sag. En voldsom ulykke. En cyklist torpederet af en bilist. Der var klar dokumentation for strakssymptomer. Der var klar dokumentation for brosymptomer – altså at der havde været løbende lægekontakt og vedvarende gener i hele forløbet. Læge efter læge, behandler efter behandler og en kommunesag igennem 7 år bakkede alle skadelidte op i, at han havde pådraget sig alvorlige varige gener. Han var i øvrigt 100% rask forud for ulykken, så hvor i alverden skulle alle de her varige gener også være kommet fra, hvis ikke de kom fra ulykken, hvor de bevisligt var straksdokumenteret?

Og Retslægerådet startede da også ret godt ud med at anerkende både straks- og brosymptomer. Men så kom det kritiske spørgsmål; Er det okay, at man som skadelidt har et privatliv og dyrker en fritidsinteresse – hvilket var tilfældet for min klient, fordi han oplevede en bedring, når han dyrkede sport.

Hans alvorlige kognitive gener blev faktisk formindsket via sport. Og her svarede Retslægerådet så meget ejendommeligt noget a la: ”Det er usædvanligt, at man med de nævnte varige gener er i stand til at dyrke sport.”

Og konklusionen fra Retslægerådet var i næste spørgsmål følgende: At der ikke med overvejende sandsynlighed var årsagssammenhæng mellem ulykken og min klients varige gener.

Et fuldstændigt mærkværdigt svar, som var i direkte modstrid med, hvad alle andre i sagen havde konkluderet.

Netop derfor vurderede jeg, at det var væsentligt at indkalde bl.a. skadelidtes kiropraktor som vidne under hovedforhandlingen, fordi han i sagen netop havde udtalt sig om, at man ikke kan sammenligne 2 skadelidte personer. Gurli på 60 år kan sandsynligvis efter en ulykke ikke genoptræne eller dyrke det samme sport som en ung fyr på 30, der før ulykken var elitesportsudøver. Og det giver i min optik rigtig god mening.

Modparten protesterede under hovedforhandlingen mod, at jeg stillede spørgsmål til kiropraktoren bl.a. omkring, hvorvidt skadelidtes gener i dag efter kiropraktorens opfattelse kunne stamme fra ulykken. Og Retten gav modparten medhold i, at det måtte jeg ikke. Og jeg forstod faktisk ikke hvorfor.

For sagen var fyldt med lægelige udtalelser, som ALLE var i direkte modstrid med den erklæring, som Retslægerådet var kommet med. Hvorfor i alverden kunne jeg så ikke indkalde en fagperson og stille spørgsmål og dermed forsøge kritisk at imødegå Retslægerådets erklæring. Retten kunne jo fortsat have valgt at lægge mest vægt på det vægtigste bevis – altså Retslægerådets erklæring. Men at afskære mig som skadelidtes advokat at foretage relevant bevisførelse er at rokke alvorligt ved retssikkerheden.

Det er min opfattelse, at domstolene skal foretage en selvstændig bevisbedømmelse ud fra alle sagens beviser. Ikke blot ud fra, hvad én institution siger, nemlig Retslægerådet. Husk på, at Retslægerådet jo aldrig har set, talt med eller undersøgt skadelidte. De foretager sine vurderinger ud fra journalnotater, som i forbløffende mange sager i bedste fald er mangelfulde, i værste fald er fejlagtige.

Hvis Retslægerådet skal beholde sin alt overskyggende magt, så bør man også have mulighed for at indkalde dem til afhjemling i Retten. Ligesom hvis man indhenter et syn og skøn under en retssag. Det har jeg forsøgt, men fik afslag på, fordi Retslægerådet siger; De er et kollegialt organ, som ikke kan udtale sig alene. Ergo kan én speciallæge fra Rådet ikke indkaldes til at udtale sig i Retten, fordi erklæringen jo bygger på 3 speciallægers besvarelse.

Så Retslægerådets erklæring kan til hver en tid stå tilbage som den evig gyldige sandhed. Reelt kan man i en retssal aldrig stille kritiske spørgsmål til Retslægerådets konklusioner.

Det, mener jeg, er stærkt bekymrende.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.